Dagens avisleder 05.09.2014 kl. 03:00
JYLLANDS - POSTEN
Tilfældet Sverige
Egentlig burde denne leder skrives på svensk og kastes ud over
nabolandet mod øst. For det lader til at være forbigået svenskernes
opmærksomhed, at der foregår skræmmende ting i Folkhemmet. For lidt mere
end en uge siden blev den svenske kunstner Dan Park idømt seks måneders
ubetinget fængsel og en bøde på 60.000 svenske kr. ved retten i Ystad,
mens hans gallerist idømtes en betinget dom og dagbøder.
Dan Park er dømt efter loven om ”hets mot folkgrupp”, den svenske racismeparagraf. Hans forbrydelse består i, at han på plakater og kollager har udstillet en række genkendelige personer i situationer, som myndighederne har tolket som racistiske. Da Dan Park den 5. juli i år havde fernisering på en udstilling i Malmø, slog det svenske politi til efter fem minutter. Kunstneren blev anholdt, og ni værker blev konfiskeret. Det er siden besluttet, at værkerne skal destrueres.
Det skal være påstanden, at hvis noget tilsvarende skete i Nordkorea, Kina og Rusland, ville fordømmelsen fra menneskerettighedsorganisationer, kunstsammenslutninger og medier – også i Sverige – være massiv, og landene blive stemplet som autoritære tyrannier, der træder den frie tanke og ytring under fode. Men i Sverige har svaret været tavshed og mest skræmmende af alt enighed om, at retfærdigheden er sket fyldest; selv i de svenske medier, der ellers har det frie ord som forudsætning.
Kvaliteten af Dan Parks kunst kan i den grad diskuteres. Og han er utvivlsomt en trættende provokatør, der uafladeligt og infantilt udfordrer tabuer. Men hans kunst er som al anden kunst også tvetydig. Når han udstiller tre navngivne indvandrere med løkke om halsen med titlen ”Hang-on Afrofobians”, ses det som racisme. Men det er også en kommentar til en konkret sag, hvor en somalisk mand i Malmø blev overfaldet og gennembanket af tre mænd af arabisk oprindelse. I forvejen er det en historie, som svenske medier og svenskere ofte vil gå i en stor bue uden om, og når overfaldsmændene viser sig også at være indvandrere, er tavsheden i Sverige total. For hvordan forholde sig til det, når tre ”ofre” overfalder et fjerde? Derfor kan værket også tolkes som en kommentar til det svenske samfunds berøringsangst over for indvandring: Hvem er de egentlige afrofobians?
Men sådan har Sverige og de svenske myndigheder ikke forholdt sig til Dan Parks kunst. Her er ikke tale om et tvetydigt indlæg i samfundsdebatten. Han er i stedet dømt som racist og gemt af vejen. I den forstand udtrykker dommen en ufattelig mistillid til den demokratiske styrke i Sverige, fordi ytringer, så længe de ikke direkte opfordrer til vold, skal mødes af ytringer. Ellers bliver vejen smallere og smallere for at ende i undertrykkelse og tyranni.
I Sverige har man valgt at lade den svenske version af racismeparagraffen rangere over tilliden til de demokratiske principper. I en omfavnelse af det multikulturelle samfund lader man frygten for at støde særlige grupper veje tungere end troen på, at sammenhængskraft først og fremmest beror på tro på egne frihedstraditioner og demokratisk debatkultur. Folkhemmets socialdemokratiske sammenhængskraft er erstattet af multikulturalisme som princip. Det er en farlig vej at gå. Dér er vi ikke i Danmark, men det juridiske grundlag er til stede for, at en tilsvarende dom kunne afsiges, hvis en kunstner eller debattør sagde, skrev eller tegnede noget tilsvarende. Derfor er Dan Park-sagen også en dansk påmindelse om igen at overveje en afskaffelse af racismeparagraffen. For demokratiet og den frie debats skyld.
Dan Park er dømt efter loven om ”hets mot folkgrupp”, den svenske racismeparagraf. Hans forbrydelse består i, at han på plakater og kollager har udstillet en række genkendelige personer i situationer, som myndighederne har tolket som racistiske. Da Dan Park den 5. juli i år havde fernisering på en udstilling i Malmø, slog det svenske politi til efter fem minutter. Kunstneren blev anholdt, og ni værker blev konfiskeret. Det er siden besluttet, at værkerne skal destrueres.
Det skal være påstanden, at hvis noget tilsvarende skete i Nordkorea, Kina og Rusland, ville fordømmelsen fra menneskerettighedsorganisationer, kunstsammenslutninger og medier – også i Sverige – være massiv, og landene blive stemplet som autoritære tyrannier, der træder den frie tanke og ytring under fode. Men i Sverige har svaret været tavshed og mest skræmmende af alt enighed om, at retfærdigheden er sket fyldest; selv i de svenske medier, der ellers har det frie ord som forudsætning.
Kvaliteten af Dan Parks kunst kan i den grad diskuteres. Og han er utvivlsomt en trættende provokatør, der uafladeligt og infantilt udfordrer tabuer. Men hans kunst er som al anden kunst også tvetydig. Når han udstiller tre navngivne indvandrere med løkke om halsen med titlen ”Hang-on Afrofobians”, ses det som racisme. Men det er også en kommentar til en konkret sag, hvor en somalisk mand i Malmø blev overfaldet og gennembanket af tre mænd af arabisk oprindelse. I forvejen er det en historie, som svenske medier og svenskere ofte vil gå i en stor bue uden om, og når overfaldsmændene viser sig også at være indvandrere, er tavsheden i Sverige total. For hvordan forholde sig til det, når tre ”ofre” overfalder et fjerde? Derfor kan værket også tolkes som en kommentar til det svenske samfunds berøringsangst over for indvandring: Hvem er de egentlige afrofobians?
Men sådan har Sverige og de svenske myndigheder ikke forholdt sig til Dan Parks kunst. Her er ikke tale om et tvetydigt indlæg i samfundsdebatten. Han er i stedet dømt som racist og gemt af vejen. I den forstand udtrykker dommen en ufattelig mistillid til den demokratiske styrke i Sverige, fordi ytringer, så længe de ikke direkte opfordrer til vold, skal mødes af ytringer. Ellers bliver vejen smallere og smallere for at ende i undertrykkelse og tyranni.
I Sverige har man valgt at lade den svenske version af racismeparagraffen rangere over tilliden til de demokratiske principper. I en omfavnelse af det multikulturelle samfund lader man frygten for at støde særlige grupper veje tungere end troen på, at sammenhængskraft først og fremmest beror på tro på egne frihedstraditioner og demokratisk debatkultur. Folkhemmets socialdemokratiske sammenhængskraft er erstattet af multikulturalisme som princip. Det er en farlig vej at gå. Dér er vi ikke i Danmark, men det juridiske grundlag er til stede for, at en tilsvarende dom kunne afsiges, hvis en kunstner eller debattør sagde, skrev eller tegnede noget tilsvarende. Derfor er Dan Park-sagen også en dansk påmindelse om igen at overveje en afskaffelse af racismeparagraffen. For demokratiet og den frie debats skyld.
.
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar