Den hviskende ven
15. februar 2013
Farshad Kholghi er træt af alle dem, der giver hviskende opbakning til forsvaret for friheden.
Da jeg hørte nyheden om attentatforsøget på Lars Hedegaard, blev jeg
ganske enkelt vred. Jeg blev hverken bange, chokeret eller utryg. Jeg
var bare så vred.
Jeg gik frem og tilbage i min stue og havde lyst til at råbe, skrige og sparke. Ja, jeg havde lyst til at åbne vinduet og brøle.
Jeg trængte til at løbe ud på vejen som en vanvittig, der jagter sine usynlige dæmoner. Min telefon ringede.
Det var en journalist fra TV2, der ville høre, hvad jeg følte, og hvor godt jeg kendte Lars. Jeg kunne blot sige, at jeg var glad for, at der ikke var sket ham noget – fysisk. For jeg ved, at denne oplevelse vil ændre hans liv for bestandigt.
TV2-journalisten spurgte mig, om jeg efter det, der var sket med Lars, ville ændre min måde at udtrykke mine holdninger på, og om jeg nu ville ty til selvcensur. Dette spørgsmål gjorde mig endnu mere rasende. Og jeg gav slip på min vrede.
Journalisten lyttede tålmodigt til mig, og for første gang i lang tid kunne jeg mærke, at hun forstod min frustration.
For hende var jeg ikke en “højreorienteret ekstremist,” som Politiken og andre frelste paver elsker at kalde mig og alle andre, der har gjort opmærksom på islams totalitære grundtanke.
“Hvorfor skal jeg ty til selvcensur? Jamen, er det ikke vores ret at kunne tale frit? Bor jeg ikke i Danmark? Har man ikke demokrati i dette land? Hvorfor er Danmark nu havnet i denne situation?
Hvornår gik det galt? Hvad blev der af Danmark? Vi flygtede i sin tid fra Iran og troede, vi var kommet til et land med frihed og tryghed. Vi troede, at her var vi sammen med venner.
At vi var sammen med dem, der satte pris på de samme grundværdier – frihedens grundværdier. Men nu – blot 30 år senere – føler jeg den samme grimme følelse af at være blandt ulvene som dengang i Iran.”
De, der hvisker
Jeg var tæt på at råbe: Giv mig Danmark tilbage! Pludselig gik det op for mig, hvem jeg var vred på. Underligt nok var jeg ikke så meget vred på de islamiske terrorister.
Jeg kender deres natur, jeg kender og har mærket deres tankegang og grundnatur på min egen krop. Det ville være overraskende, hvis de ikke gjorde, som de gør.
At dræbe modstandere er jo ikke noget fremmedelement i islams historie. Jeg var heller ikke vred på de efterhånden utallige islam-apologeter, der eksisterer både i de danske medier og i undervisningssektoren, der bruger enhver given lejlighed til at sminke fundamentalismens stinkende lig.
For længe siden opgav jeg at stille spørgsmålet: Hvorfor forsvarer disse “veluddannede” og “oplyste” mænd og kvinder en undertrykkende ideologi?
Imens jeg var i gang med at tale med journalisten, fik jeg en åbenbaring. Det gik op for mig, at min vrede og frustration rettede sig mod mine egne “venner”.
Alle de folk, der smiler men aldrig siger noget. Jo, de hvisker; men tale kan de tilsyneladende ikke. De hvisker.
Jeg var frustreret over alle de mennesker, jeg har mødt i årenes løb i alle mulige sammenhænge. Den hviskende “ven” kommer hen til mig – ganske diskret – og hvisker mig i øret: “Det er så godt, det du gør.
Bliv ved med at kæmpe for vores rettigheder…” for så lige så stille og diskret at forsvinde ud af bagdøren. Man må endelig ikke ses offentligt sammen med sådan én som mig. Jeg er sikker på, at Lars også har mange af den slags hviskende venner.
Det var dem, jeg var vred på. Hvorfor er vi kommet så langt ud, som vi er? Fordi der er så mange hviskende folk i vort land.
Hvorfor tøver du?
Min kære hviskende ven. Hvad er du bange for? Hvorfor tør du ikke at sige det, du mener, højt? Er du blevet blind? Er du blevet døv?
Kan du ikke se, hvad der er ved at ske med dette land? Kan du virkelig fortrænge det hele og nøjes med at se X-Factor og hygge dig, alt imens totalitære kræfter får fodfæste her? Er den eneste værdi, du orker at interessere dig for, din friværdi?
Kan du virkelig hygge dig, imens jødiske medborgere bliver overfaldet og chikaneret? Kan du virkelig hygge dig, imens homoseksuelle medborgere bliver overfaldet af hjernevaskede drenge? Kan du virkelig hygge dig, når du ved, at de religiøse fanatikere er ved at få mere og mere indflydelse i samfundet?
Jeg beder dig om at tænke dig om. Tænk på fremtiden.
Jeg ved godt, at vi alle tænker kortsigtet. Og jeg ved, at man om få dage har glemt alt om Lars Hedegaards sag. At man om få dage har vinklet historien anderledes og konkluderet, at det hele er en “fis i en hornlygte”. Jeg beder dig... Tænk på fremtiden.
Hvis man blot for ti år siden havde nævnt ord som “parallelsamfund” eller “sharia-patruljer”, så ville folk have grinet af én.
Hvis man for ti år siden havde forudsagt, at en dansk journalist ville blive forsøgt dræbt på grund af hans holdninger, ville ingen have troet på det, og det hele ville være blevet betegnet som grotesk og urealistisk.
Nu – blot ti år efter – er alt det “groteske og urealistiske” blevet en realitet. Hvad vil der så ikke ske om ti år?
Hvis man bliver ved med at hviske og stikke hovedet ned i sneen, så bliver det værre. Så derfor beder jeg dig om at tænke på dine børns fremtid. Hvilke groteske og urealistiske scenarier vil så ikke blive til realitet, når dine børn bliver voksne?
Min kære hviskende ven. Hold så i himlens navn op med at hviske! Råb op i stedet.
Farshad Kholghi er skuespiller og forfatter og var indtil for nyligt klummeskriver i Jyllands-Posten. I dag skriver han fast for Den Korte Avis
Jeg gik frem og tilbage i min stue og havde lyst til at råbe, skrige og sparke. Ja, jeg havde lyst til at åbne vinduet og brøle.
Jeg trængte til at løbe ud på vejen som en vanvittig, der jagter sine usynlige dæmoner. Min telefon ringede.
Det var en journalist fra TV2, der ville høre, hvad jeg følte, og hvor godt jeg kendte Lars. Jeg kunne blot sige, at jeg var glad for, at der ikke var sket ham noget – fysisk. For jeg ved, at denne oplevelse vil ændre hans liv for bestandigt.
TV2-journalisten spurgte mig, om jeg efter det, der var sket med Lars, ville ændre min måde at udtrykke mine holdninger på, og om jeg nu ville ty til selvcensur. Dette spørgsmål gjorde mig endnu mere rasende. Og jeg gav slip på min vrede.
Journalisten lyttede tålmodigt til mig, og for første gang i lang tid kunne jeg mærke, at hun forstod min frustration.
For hende var jeg ikke en “højreorienteret ekstremist,” som Politiken og andre frelste paver elsker at kalde mig og alle andre, der har gjort opmærksom på islams totalitære grundtanke.
“Hvorfor skal jeg ty til selvcensur? Jamen, er det ikke vores ret at kunne tale frit? Bor jeg ikke i Danmark? Har man ikke demokrati i dette land? Hvorfor er Danmark nu havnet i denne situation?
Hvornår gik det galt? Hvad blev der af Danmark? Vi flygtede i sin tid fra Iran og troede, vi var kommet til et land med frihed og tryghed. Vi troede, at her var vi sammen med venner.
At vi var sammen med dem, der satte pris på de samme grundværdier – frihedens grundværdier. Men nu – blot 30 år senere – føler jeg den samme grimme følelse af at være blandt ulvene som dengang i Iran.”
De, der hvisker
Jeg var tæt på at råbe: Giv mig Danmark tilbage! Pludselig gik det op for mig, hvem jeg var vred på. Underligt nok var jeg ikke så meget vred på de islamiske terrorister.
Jeg kender deres natur, jeg kender og har mærket deres tankegang og grundnatur på min egen krop. Det ville være overraskende, hvis de ikke gjorde, som de gør.
At dræbe modstandere er jo ikke noget fremmedelement i islams historie. Jeg var heller ikke vred på de efterhånden utallige islam-apologeter, der eksisterer både i de danske medier og i undervisningssektoren, der bruger enhver given lejlighed til at sminke fundamentalismens stinkende lig.
For længe siden opgav jeg at stille spørgsmålet: Hvorfor forsvarer disse “veluddannede” og “oplyste” mænd og kvinder en undertrykkende ideologi?
Imens jeg var i gang med at tale med journalisten, fik jeg en åbenbaring. Det gik op for mig, at min vrede og frustration rettede sig mod mine egne “venner”.
Alle de folk, der smiler men aldrig siger noget. Jo, de hvisker; men tale kan de tilsyneladende ikke. De hvisker.
Jeg var frustreret over alle de mennesker, jeg har mødt i årenes løb i alle mulige sammenhænge. Den hviskende “ven” kommer hen til mig – ganske diskret – og hvisker mig i øret: “Det er så godt, det du gør.
Bliv ved med at kæmpe for vores rettigheder…” for så lige så stille og diskret at forsvinde ud af bagdøren. Man må endelig ikke ses offentligt sammen med sådan én som mig. Jeg er sikker på, at Lars også har mange af den slags hviskende venner.
Det var dem, jeg var vred på. Hvorfor er vi kommet så langt ud, som vi er? Fordi der er så mange hviskende folk i vort land.
Hvorfor tøver du?
Min kære hviskende ven. Hvad er du bange for? Hvorfor tør du ikke at sige det, du mener, højt? Er du blevet blind? Er du blevet døv?
Kan du ikke se, hvad der er ved at ske med dette land? Kan du virkelig fortrænge det hele og nøjes med at se X-Factor og hygge dig, alt imens totalitære kræfter får fodfæste her? Er den eneste værdi, du orker at interessere dig for, din friværdi?
Kan du virkelig hygge dig, imens jødiske medborgere bliver overfaldet og chikaneret? Kan du virkelig hygge dig, imens homoseksuelle medborgere bliver overfaldet af hjernevaskede drenge? Kan du virkelig hygge dig, når du ved, at de religiøse fanatikere er ved at få mere og mere indflydelse i samfundet?
Jeg beder dig om at tænke dig om. Tænk på fremtiden.
Jeg ved godt, at vi alle tænker kortsigtet. Og jeg ved, at man om få dage har glemt alt om Lars Hedegaards sag. At man om få dage har vinklet historien anderledes og konkluderet, at det hele er en “fis i en hornlygte”. Jeg beder dig... Tænk på fremtiden.
Hvis man blot for ti år siden havde nævnt ord som “parallelsamfund” eller “sharia-patruljer”, så ville folk have grinet af én.
Hvis man for ti år siden havde forudsagt, at en dansk journalist ville blive forsøgt dræbt på grund af hans holdninger, ville ingen have troet på det, og det hele ville være blevet betegnet som grotesk og urealistisk.
Nu – blot ti år efter – er alt det “groteske og urealistiske” blevet en realitet. Hvad vil der så ikke ske om ti år?
Hvis man bliver ved med at hviske og stikke hovedet ned i sneen, så bliver det værre. Så derfor beder jeg dig om at tænke på dine børns fremtid. Hvilke groteske og urealistiske scenarier vil så ikke blive til realitet, når dine børn bliver voksne?
Min kære hviskende ven. Hold så i himlens navn op med at hviske! Råb op i stedet.
Farshad Kholghi er skuespiller og forfatter og var indtil for nyligt klummeskriver i Jyllands-Posten. I dag skriver han fast for Den Korte Avis
Kommentarer
Demokratiets manglende forsvarsværker
15. februar 2013 - Poul Andersen
God
beskrivelse og indsigt. Nej, almindelige danskere vil ikke magte at gå
imod de demokratifjendtlige muslimer, ligesom den almindelige tysker
ikke magtede at gå imod nazismen. Vores demokrati er ikke indrettet med
forsvarsværker. Det ligger helt åben, og vi må end ikke gøre nogen
undtagelser. Hvis vi skal se fremtiden i møde med sindsro, bør vi
indrette nogle instrumenter i vort samfund, der automatisk udelukker de
uvenlige indvandrede. Det kan gøres på mange måde. En god måde vil være
at sektionere velfærdssystemet, så de uønskede selv vælger at fortrække.
Ganske effektfuld kunne man også starte med at indføre et
ansvarspådragende system for hvert parallelsamfund, så hver gruppe selv
kommer til at betale for alle de ekstraordinære omkostninger man
påviseligt forårsager samfundet.
SUICIDALMARK
15. februar 2013 - knud holm nielsen
Ja,
jeg vil også råbe så højt som jeg kan, og dette kan være et forsøg
herpå. Jeg skrev fornylig i et læserbrev om historien, at kong
Christian X af den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Best fik at vide, at
danske jøder skulle til at gå med jødestjerne. Kongen sagde, at så
ville han og hele hans hof også gå med en sådan stjerne.
Det er selvfølgelig kun en historie, der dukkede op i de første år efter krigen, men den kunne være sand.
En jødestjerne bestod af 2 ligesidede trekanter, der danner en sekskantet stjerne, og med ordet jøde i midten. Trekantens side 9 cm. Og den var gul.
Hvad hvis den danske befolkning begynder at bære en gul stjerne, (den kunne godt være en smule mindre, f.eks en sidelængde på 5 cm.), lavet af dette papirstof, gult selvfølgelig, og selvklæbende på den ene side. (der er kendt fra mange arrangementer, hvor man anbringer et mærke på sit tøj, så man kan se, at billetten er betalt). En sådan gul stjerne, uden noget ord, vil være en stum protest mod den behandling, som europæiske jøder udsættes for. Og den kan bruges i hele Europa, alle kender den.
Og den ville ikke være dyr at fremstille, Farshad, jeg vil godt være med til at financiere dem.
Det er selvfølgelig kun en historie, der dukkede op i de første år efter krigen, men den kunne være sand.
En jødestjerne bestod af 2 ligesidede trekanter, der danner en sekskantet stjerne, og med ordet jøde i midten. Trekantens side 9 cm. Og den var gul.
Hvad hvis den danske befolkning begynder at bære en gul stjerne, (den kunne godt være en smule mindre, f.eks en sidelængde på 5 cm.), lavet af dette papirstof, gult selvfølgelig, og selvklæbende på den ene side. (der er kendt fra mange arrangementer, hvor man anbringer et mærke på sit tøj, så man kan se, at billetten er betalt). En sådan gul stjerne, uden noget ord, vil være en stum protest mod den behandling, som europæiske jøder udsættes for. Og den kan bruges i hele Europa, alle kender den.
Og den ville ikke være dyr at fremstille, Farshad, jeg vil godt være med til at financiere dem.
Hvisken og råb
15. februar 2013 - Jan Aage Jeppesen
I
år er det præcis 70 år siden en dansk journalist, som ikke hviskede men
råbte højt, blev myrdet for at have forhånet en anden totalitær
ideologi - nazismen.
Journalisten Carl Henrik Clemmensen, radaktør på B.T., havde kaldt Paul Nordahl-Petersen fra den nazistiske avis Fædrelandet for landsforræder og spyttet på ham. Om aftenen 30. august 1943 blev Clemmensen hentet af Søren Kam og SS-folkene Knud Flemming Helweg-Larsen og Jørgen Valdemar Bitsch i en værnemagtsbil kørt af en ukendt soldat. Efter et forhør i et sommerhus ved Lyngby kørte de Clemmensen til Lundtoftevej, hvor han blev trukket ud af bilen. Han blev skudt otte gange, tre i hovedet og fem i maven. Der blev skudt med tre pistoler, mens han stod op, viser de tekniske og retsmedicinske undersøgelser.
Carl Henrik Clemmensen blev efterladt i en blodpøl på vejen, hvor vidner fandt redaktøren.
Hviskeriet gav sig udslag i censur og selvcensur så snart Hitler kom til magten i 1933. Man skulle jo nødig risikere noget. Statsminister Stauning pålagde radaktørerne at undlade at skrive kritiske artikler der kunne krænke den store nabo i syd og anvendte stokkemetoder for at banke sine egne på plads. Skribenten og tegneren Hans Bendix var ansat på dagbladet Social-Demokraten og udgav i årene 1933-34 det antifascistiske kulturtidsskrift "Åndehullet".
Politiet forbød, at det blev solgt fra kioskerne og da det tyske gesandtskab henvendte sig til Bladkompagniet, blev distributionen stoppet. Hans Bendix fik stillet det ultimatum fra statsminister Stauning, at enten holdt han op med at udgive "Åndehullet", eller hans ansættelse på Social-Demokraten var slut.
Der er tradition for at hviske herhjemme. Vi har aldrig måtte slås for demokrati og ytringsfrihed, men fik dem nærmest forærende ved et tilfælde fordi den enevældige konge ikke interesserede sig for magten. Siden har vi været et folk af opportunister, der endelig ikke skulle risikere noget ved at træde i karakter og sige noget politisk ukorrekt.
Under besættelsen hviskede 96% i krogene, 2% bekæmpede aktivt nazismen mens 2% meldte sig under de nazistiske faner. Den danske folkekarakter i en nøddeskal.
Da ytringsfriheden vendte tilbage med befrielsen var de befriede blades lederskribenter mest optaget af at advare mod, at den blev taget i brug.
Som prototype på holdningen i hele den etablerede presse kan tjene et enkelt citat fra lederen i dagbladet Børsen den 6. maj 1945:
"Ro, enighed og sammenhold er de ubetingede krav, som stilles til dansk offentligt liv, indtil forholdene er så meget stabiliserede og afklarede, at den ideernes brydning, der må finde sted i ethvert frit og demokratisk folkestyre, atter kan præge samfundslivet. Om længden af denne overgangstid kan ingen i dag vide noget; men den må stås igennem under gensidig støtte og uden smålig rivalisering mellem de forskellige partier og gruppedannelser. Af det gode eksempel som Regeringen kan give befolkningen, vil meget i den kommende tid afhænge."
Siden har angsten for, at nogen ligefrem ville anvende deres ytringsfrihed til at fremkomme med udtalelser der kunne tænkes at krænke andre taget overhånd og ført til en stadig indskrænkning af den højt berømmede ytringsfrihed. Demokratiets forudsætning og kendemærke. Efter vedtagelsen af racismeloven er vi blevet en nation af små bange hviskere der ikke selv skal have noget i klemme, men roser de få der har modet og integriteten til at sige det der bør siges - råbe det ud over hustagene, for demokratiets skyld. For ytringsfrihedens skyld.
Jeg holdt op med at hviske efter 9/11 og begyndte at råbe rigtigt højt da vi stiftede Trykkefrihdsselskabet i 2004.
Journalisten Carl Henrik Clemmensen, radaktør på B.T., havde kaldt Paul Nordahl-Petersen fra den nazistiske avis Fædrelandet for landsforræder og spyttet på ham. Om aftenen 30. august 1943 blev Clemmensen hentet af Søren Kam og SS-folkene Knud Flemming Helweg-Larsen og Jørgen Valdemar Bitsch i en værnemagtsbil kørt af en ukendt soldat. Efter et forhør i et sommerhus ved Lyngby kørte de Clemmensen til Lundtoftevej, hvor han blev trukket ud af bilen. Han blev skudt otte gange, tre i hovedet og fem i maven. Der blev skudt med tre pistoler, mens han stod op, viser de tekniske og retsmedicinske undersøgelser.
Carl Henrik Clemmensen blev efterladt i en blodpøl på vejen, hvor vidner fandt redaktøren.
Hviskeriet gav sig udslag i censur og selvcensur så snart Hitler kom til magten i 1933. Man skulle jo nødig risikere noget. Statsminister Stauning pålagde radaktørerne at undlade at skrive kritiske artikler der kunne krænke den store nabo i syd og anvendte stokkemetoder for at banke sine egne på plads. Skribenten og tegneren Hans Bendix var ansat på dagbladet Social-Demokraten og udgav i årene 1933-34 det antifascistiske kulturtidsskrift "Åndehullet".
Politiet forbød, at det blev solgt fra kioskerne og da det tyske gesandtskab henvendte sig til Bladkompagniet, blev distributionen stoppet. Hans Bendix fik stillet det ultimatum fra statsminister Stauning, at enten holdt han op med at udgive "Åndehullet", eller hans ansættelse på Social-Demokraten var slut.
Der er tradition for at hviske herhjemme. Vi har aldrig måtte slås for demokrati og ytringsfrihed, men fik dem nærmest forærende ved et tilfælde fordi den enevældige konge ikke interesserede sig for magten. Siden har vi været et folk af opportunister, der endelig ikke skulle risikere noget ved at træde i karakter og sige noget politisk ukorrekt.
Under besættelsen hviskede 96% i krogene, 2% bekæmpede aktivt nazismen mens 2% meldte sig under de nazistiske faner. Den danske folkekarakter i en nøddeskal.
Da ytringsfriheden vendte tilbage med befrielsen var de befriede blades lederskribenter mest optaget af at advare mod, at den blev taget i brug.
Som prototype på holdningen i hele den etablerede presse kan tjene et enkelt citat fra lederen i dagbladet Børsen den 6. maj 1945:
"Ro, enighed og sammenhold er de ubetingede krav, som stilles til dansk offentligt liv, indtil forholdene er så meget stabiliserede og afklarede, at den ideernes brydning, der må finde sted i ethvert frit og demokratisk folkestyre, atter kan præge samfundslivet. Om længden af denne overgangstid kan ingen i dag vide noget; men den må stås igennem under gensidig støtte og uden smålig rivalisering mellem de forskellige partier og gruppedannelser. Af det gode eksempel som Regeringen kan give befolkningen, vil meget i den kommende tid afhænge."
Siden har angsten for, at nogen ligefrem ville anvende deres ytringsfrihed til at fremkomme med udtalelser der kunne tænkes at krænke andre taget overhånd og ført til en stadig indskrænkning af den højt berømmede ytringsfrihed. Demokratiets forudsætning og kendemærke. Efter vedtagelsen af racismeloven er vi blevet en nation af små bange hviskere der ikke selv skal have noget i klemme, men roser de få der har modet og integriteten til at sige det der bør siges - råbe det ud over hustagene, for demokratiets skyld. For ytringsfrihedens skyld.
Jeg holdt op med at hviske efter 9/11 og begyndte at råbe rigtigt højt da vi stiftede Trykkefrihdsselskabet i 2004.
Lad os da alle råbe sammen!
15. februar 2013 - Tania Groth
Nogle
år siden blev Sharia næsten indført i Canada. Det var uhyggeligt tæt
på at ske.
http://www.guardian.co.uk/news/blog/2008/feb/08/sharialawincanadaalmost.
Da jeg flyttede fra Canada til Danmark 14 år siden var blev der ikke
engang hvisket - alt var forstummet og åben og ærlig dialog var en by i
Rusland – gagged by do-not-offend - forklædt som menneskerettigheder, så
da jeg læste om dette var jeg på ingen måde chokeret! Det måtte jo ske
og jeg var på ny glad for at jeg flyttede til Danmark – den sidste
bastion for ytringsfriheden. Nu kan jeg desværre fornemme at den samme
kvælende tæppe er nok så langsomt ved at sænke sig over Danmark – og
atter prøve at sænke sig over mig - men denne gang løber jeg ikke. Der
er heller ikke andre steder at løbe hen! Så jeg bliver ved med at råbe
og råbe og råbe… Dette er mit hjem og jeg hvisker ikke. Tusind tak for
din utrættelige indsats og din kamp for os alle Farshad.
tak
15. februar 2013 - kurt rosenstrøm
Tak for dit indlæg Farshad Kholghi, som går lige i hjertet.
Farshad min kære landsmand.
15. februar 2013 - Ellen Ewers
Kære Farshad!!
Jeg kan ikke sige dig, hvor meget jeg holder af dig og respekterer dig!!
Jeg holder af dig for din store loyalitet mod Danmark!
Jeg holder dig for din indsigt og klogskab!
Jeg holder af dig for din vilje til, at advare om, hvad der er ved at ske!!
Jeg holder af dig, fordi du ikke tier, selv om det, er det, de fleste gør!
Jeg holder af dig, fordi du netop er hadet af mange, for at sige din mening!
Jeg holder af dig, fordi, det ikke er hverken risikofrit eller omkostningsfrit for dig!
Jeg holder af dig, fordi du gider blive ved, i forsøget på at råbe politikerne og alle andre op, og gøre os farerne begribeligt, inden det er uigenkaldeligt for sent!!
Jeg holder af dig for din humor, som er så tiltrængt i disse triste, mismodige tider!
Jeg holder af dig, fordi du blev den landsmand, som vi alle havde drømt om!!
Tak for alt kære Farshad!!!
Kærlig hilsen Ellen
Jeg kan ikke sige dig, hvor meget jeg holder af dig og respekterer dig!!
Jeg holder af dig for din store loyalitet mod Danmark!
Jeg holder dig for din indsigt og klogskab!
Jeg holder af dig for din vilje til, at advare om, hvad der er ved at ske!!
Jeg holder af dig, fordi du ikke tier, selv om det, er det, de fleste gør!
Jeg holder af dig, fordi du netop er hadet af mange, for at sige din mening!
Jeg holder af dig, fordi, det ikke er hverken risikofrit eller omkostningsfrit for dig!
Jeg holder af dig, fordi du gider blive ved, i forsøget på at råbe politikerne og alle andre op, og gøre os farerne begribeligt, inden det er uigenkaldeligt for sent!!
Jeg holder af dig for din humor, som er så tiltrængt i disse triste, mismodige tider!
Jeg holder af dig, fordi du blev den landsmand, som vi alle havde drømt om!!
Tak for alt kære Farshad!!!
Kærlig hilsen Ellen
Stockholm Syndromet er blevet Koebenhavn Syndromet
15. februar 2013 - Pedram Kazemi-Esfarjani
Tak
Farshad. Vi flygtninge, de rigtige, ikke dem med den Islamiske Iranske
Stats pas, er som Holocaust overlevere, der soegte ly for Nazismen i
Danmark. Vi har antennerne ude og overlevelses-instinkterne skaerpede. I
1988 spurgte jeg vores HF-historielaerer, "med tanke paa WWII, hvorfor
Europa ikke indser, at Islamisk Imperialisme er en fascistisk
ekspansionistisk magt og vil invadere, derfor burde indskraenes i sine
bevaegelser og bekaemper den mens tid var?" Han spurgte, om ikke "Islam
var de landes tro?" - Jeg kiggede paa ham tavs, vi fattede ikke
hinanden, vi talte forbi hinanden. Gad vidst, hvordan han forholder sig
til denne Islamiske transformation af Danmark siden 1988, hvor vi
dengang "bare" havde Belinge-banden og BZ-anarkismens militante at
forholde os til - nu kan vi ikke engang gaa til et debatmoede uden flere
af deltagere har politi og PET bodygaurds idenfor og udenfor en
Grundtvigiansk forsamlingshus. Civil Courage, Farshad, er noget vi kunne
begynde at undervise og oplyse om. Din artikel er et skridt i den
livsnoedvendige Folkeoplysningskampagne. Vores Danske og allierede
soldater har kaempet mod Islamisk Imperialisme med militaer courage. Vi
skal bede om lille smule civil courage, Danmak, vaer Modig, Danmark, og
gennemfoer Grundloven, ikke fremmede magters love, her i Danmark.
Jeg mente Blekinge-banden. Dem arbejdede for den fremmede magt, PFLP,
en del af PLO, og dem der slog vores unge Daske politimand i hjel i kold
blod og slog flrere Danskere til blods. Psykopater, der nu er
multipliceret til tusinde ad Islams vej.
15. februar 2013 - Pedram Kazemi-Esfarjani
.
Jeg har allerede som et af mange Nytaarsforsaet for 2013 begyndt at
sige farvel til venner, der hvisker, endda til tider hvisker til fjenden
med den ene eller anden daarlige undskyldning. Man mister venner og
finder nye, paa godt og ondt.
15. februar 2013 - Pedram Kazemi-Esfarjani
En
klassisk historie var, da en tilskadekommen havde sagt, at hans venner,
for sjov, havde rettet Nytaars-fyvaerkeri raketten mod hans mave, saa
han tog sin haand for maven for at overleve angrebet. Hans haand var da
alvorlig skadet. Venner?
Den nordiske ligegladhed
16. februar 2013 - Ole Schmidt
Kære Farshid Kholghi.
Som du har erfaret er mange danskere meget tolerente og fleksible, hvis det er det nemmeste og det mest behagelige.
Ordet tolerence lyder lidt pænere end ligegladhed, selvom de to ord ofte er identiske i den danske reelle terminoligi.
Selvfølgelig ved mange danskere i dag, at Islam er en lov/styreform i langt højere grad end det er en religion, og at både England og Frankrig m.fl.har store problemer p.g.a. den islamistiske indvandring, men så længe de fleste danske politikere og en meget stor del af den danske befolkningen bor i "reservater" hvor de sjældent konfronteres med islamister, og via dagbladet Politiken får deres "tolerence" og "korrekthed" bekræftet, får du for det meste kun en "hviskende accept".
Mange af de såkaldte "oplyste" har jo altid været tilhængere af ismer, så hvorfor skulle disse mennesker ikke også være forstående over for islamisme ?
Håber du fortsætter med at tale og skrive som du hidtil har gjort. Det er særdeles vigtigt, og du gør det godt.
Som du har erfaret er mange danskere meget tolerente og fleksible, hvis det er det nemmeste og det mest behagelige.
Ordet tolerence lyder lidt pænere end ligegladhed, selvom de to ord ofte er identiske i den danske reelle terminoligi.
Selvfølgelig ved mange danskere i dag, at Islam er en lov/styreform i langt højere grad end det er en religion, og at både England og Frankrig m.fl.har store problemer p.g.a. den islamistiske indvandring, men så længe de fleste danske politikere og en meget stor del af den danske befolkningen bor i "reservater" hvor de sjældent konfronteres med islamister, og via dagbladet Politiken får deres "tolerence" og "korrekthed" bekræftet, får du for det meste kun en "hviskende accept".
Mange af de såkaldte "oplyste" har jo altid været tilhængere af ismer, så hvorfor skulle disse mennesker ikke også være forstående over for islamisme ?
Håber du fortsætter med at tale og skrive som du hidtil har gjort. Det er særdeles vigtigt, og du gør det godt.
Danmark vågn op...
16. februar 2013 - Carminella
Problemet I det moderne "demokratiske" samfund, som vi liver I, er blevet bange for at have en mening...???
Fordi hvis vi gør det, så er vi beskyld for at ikke være tolerante, så er vi lige frem racistiske....
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar