Da jeg hørte nyheden om attentatforsøget på Lars Hedegaard, blev jeg ganske enkelt vred. Jeg blev hverken bange, chokeret eller utryg. Jeg var bare så vred.
Jeg gik frem og tilbage i min stue og havde lyst til at råbe, skrige og sparke. Ja, jeg havde lyst til at åbne vinduet og brøle.
Jeg trængte til at løbe ud på vejen som en vanvittig, der jagter sine usynlige dæmoner. Min telefon ringede.
Det var en journalist fra TV2, der ville høre, hvad jeg følte, og hvor godt jeg kendte Lars. Jeg kunne blot sige, at jeg var glad for, at der ikke var sket ham noget – fysisk. For jeg ved, at denne oplevelse vil ændre hans liv for bestandigt.
TV2-journalisten spurgte mig, om jeg efter det, der var sket med Lars, ville ændre min måde at udtrykke mine holdninger på, og om jeg nu ville ty til selvcensur. Dette spørgsmål gjorde mig endnu mere rasende. Og jeg gav slip på min vrede.
Journalisten lyttede tålmodigt til mig, og for første gang i lang tid kunne jeg mærke, at hun forstod min frustration.
For hende var jeg ikke en “højreorienteret ekstremist,” som Politiken og andre frelste paver elsker at kalde mig og alle andre, der har gjort opmærksom på islams totalitære grundtanke.
“Hvorfor skal jeg ty til selvcensur? Jamen, er det ikke vores ret at kunne tale frit? Bor jeg ikke i Danmark? Har man ikke demokrati i dette land? Hvorfor er Danmark nu havnet i denne situation?
Hvornår gik det galt? Hvad blev der af Danmark? Vi flygtede i sin tid fra Iran og troede, vi var kommet til et land med frihed og tryghed. Vi troede, at her var vi sammen med venner.
At vi var sammen med dem, der satte pris på de samme grundværdier – frihedens grundværdier. Men nu – blot 30 år senere – føler jeg den samme grimme følelse af at være blandt ulvene som dengang i Iran.”
De, der hvisker
Jeg var tæt på at råbe: Giv mig Danmark tilbage! Pludselig gik det op for mig, hvem jeg var vred på. Underligt nok var jeg ikke så meget vred på de islamiske terrorister.
Jeg kender deres natur, jeg kender og har mærket deres tankegang og grundnatur på min egen krop. Det ville være overraskende, hvis de ikke gjorde, som de gør.
 At dræbe modstandere er jo ikke noget fremmedelement i islams historie. Jeg var heller ikke vred på de efterhånden utallige islam-apologeter, der eksisterer både i de danske medier og i undervisningssektoren, der bruger enhver given lejlighed til at sminke fundamentalismens stinkende lig.
For længe siden opgav jeg at stille spørgsmålet: Hvorfor forsvarer disse “veluddannede” og “oplyste” mænd og kvinder en undertrykkende ideologi?
Imens jeg var i gang med at tale med journalisten, fik jeg en åbenbaring. Det gik op for mig, at min vrede og frustration rettede sig mod mine egne “venner”.
Alle de folk, der smiler men aldrig siger noget. Jo, de hvisker; men tale kan de tilsyneladende ikke. De hvisker.
Jeg var frustreret over alle de mennesker, jeg har mødt i årenes løb i alle mulige sammenhænge. Den hviskende “ven” kommer hen til mig – ganske diskret – og hvisker mig i øret: “Det er så godt, det du gør.
Bliv ved med at kæmpe for vores rettigheder…” for så lige så stille og diskret at forsvinde ud af bagdøren. Man må endelig ikke ses offentligt sammen med sådan én som mig. Jeg er sikker på, at Lars også har mange af den slags hviskende venner.
Det var dem, jeg var vred på. Hvorfor er vi kommet så langt ud, som vi er? Fordi der er så mange hviskende folk i vort land.
Hvorfor tøver du?
Min kære hviskende ven. Hvad er du bange for? Hvorfor tør du ikke at sige det, du mener, højt? Er du blevet blind? Er du blevet døv?
Kan du ikke se, hvad der er ved at ske med dette land? Kan du virkelig fortrænge det hele og nøjes med at se X-Factor og hygge dig, alt imens totalitære kræfter får fodfæste her? Er den eneste værdi, du orker at interessere dig for, din friværdi?
Kan du virkelig hygge dig, imens jødiske medborgere bliver overfaldet og chikaneret? Kan du virkelig hygge dig, imens homoseksuelle medborgere bliver overfaldet af hjernevaskede drenge? Kan du virkelig hygge dig, når du ved, at de religiøse fanatikere er ved at få mere og mere indflydelse i samfundet?
Jeg beder dig om at tænke dig om. Tænk på fremtiden.
Jeg ved godt, at vi alle tænker kortsigtet. Og jeg ved, at man om få dage har glemt alt om Lars Hedegaards sag. At man om få dage har vinklet historien anderledes og konkluderet, at det hele er en “fis i en hornlygte”. Jeg beder dig... Tænk på fremtiden.
Hvis man blot for ti år siden havde nævnt ord som “parallelsamfund” eller “sharia-patruljer”, så ville folk have grinet af én.
Hvis man for ti år siden havde forudsagt, at en dansk journalist ville blive forsøgt dræbt på grund af hans holdninger, ville ingen have troet på det, og det hele ville være blevet betegnet som grotesk og urealistisk.
Nu – blot ti år efter – er alt det “groteske og urealistiske” blevet en realitet. Hvad vil der så ikke ske om ti år?
Hvis man bliver ved med at hviske og stikke hovedet ned i sneen, så bliver det værre. Så derfor beder jeg dig om at tænke på dine børns fremtid. Hvilke groteske og urealistiske scenarier vil så ikke blive til realitet, når dine børn bliver voksne?
Min kære hviskende ven. Hold så i himlens navn op med at hviske! Råb op i stedet.

Farshad Kholghi er skuespiller og forfatter og var indtil for nyligt klummeskriver i Jyllands-Posten. I dag skriver han fast for Den Korte Avis